Efter i et års tid at have øvet for tomme sale og måttet aflyse forestilling efter forestilling, kommer der nu liv i teatrene igen. Mange er lukket ned for sommerperioden, men der er også mange teatre, der har lukket op for hanerne og igen opfører forestillinger for publikum. Nedlukningen under corona har været hård for mange teatre, men rundt omkring åbnes nu igen, og næste sæson er allerede planlagt de fleste steder.
Der findes faktisk teatre i de fleste blot lidt større byer. Har man ikke sin egen teaterbygning i byer som Aarhus, Aalborg, Odense og naturligvis København, så er der muligheder for at leje sig ind i forsamlingshuse, kulturhuse og musikhuse, som findes i mange byer. Teater er ikke blot eliten, men en kunstart, som rigtig mange mennesker har glæde af, og det holder liv i teaterforeninger landet rundt, som sørger for, at turnerende forestillinger også kommer ud i hjørnerne af provinsen.
Teatret er både klassiske, kendte forestillinger og nye stykker, som sætter nye normer for, hvad teater er. Nogle bygger også over et forlæg af en art, så folk kan se teater, hvor der noget genkendelse fra andre sammenhænge. Det gælder for eksempel forestillingen ‘Jeg er jo lige her’ på Det Kongelige Teater. Forestillingen, der var en af de første på teatret efter genåbningen her i foråret, tager afsæt i rockmusikeren Anne Linnets liv og musik, og den blev meget populær. Man kunne høre mange af hendes kendte numre, og udgangspunktet har været, at man fra teatrets side fik mulighed for at dykke ned i hele musikerens katalog af værker, så man kunne vælge frit og finde de bedste til lejligheden.
Forestillingen skriver sig ind i en tidsånd, der i høj grad dyrker de biografiske elementer, hvad enten det er i form af autofiktion – hvor hovedfiguren er skribenten selv – eller såkaldt exofiktion, hvor en forfatter skriver en bog eller et teaterstykke ud fra sine tanker om, hvordan en historisk figur har levet og set på verden.
