Brød og skuespil. Panem et circenses. Sådan beskrev den romerske digter Juvenal den måde, som tingene foregik på i det gamle Rom – på den ene side gjaldt det for de romerske kejsere om at holde folk glade og mætte og på den anden siden om at sørge for, at de havde adgang til cirkus og anden underholdning. Ideen var, at de skulle afholde sig fra at beskæftige sig med politik, så den politiske scene kunne blive overladt til kejserne og deres følgere.
På den baggrund er det måske også meget betegnende, at det romerske skuespil udviklede sig i den komiske retning, selv om den romerske tradition hvilede på fundamenter, der stammede fra den oldgræske tragedie.
Traditionen peger frem
Komediedigtere i det gamle Rom som Plautus og Terents skrev komedier, som peger frem mod 1700-tals skuespilforfattere som vores egen Ludvig Holberg og den franske forfatter Molière. Det er skuespil, der gerne latterliggør unge mennesker, der er overambitiøse uden at have noget at have i det i, eller politikere, som søsætter store planer uden nogen jordisk chance for at gennemføre
dem.
De tog fat i det almenmenneskelige og løftede dig op på scenen, så man i fuld offentlighed kunne sige det, som alle tænkte i deres stille sind.
Plautus
Den romerske komediedigter Plautus, hvis fulde navn var Titus Maccius Plautus, levede fra 254-184 før Kristus, og han er nok den bedst kendte af de romerske komediedigtere i dag.
Hans særkende er, at hans komdier bygger på kendte græske komedier, som han så bearbejder videre. Normalt har et kendetegn ved komedien været, at den foregår i den tid, den skrives ind i, men det princip bryder Plautus så med. Og selv om alle skuespil har græske navne, ligesom personerne, der optræder i dem, så er de kommentarer ind i den romerske nutid, de skrives i. Det giver Plautus’ komedier et særligt træk, at de foregår i denne blandede verden mellem det græske og det romerske.
I dag har vi kendskab til 20 stykker fra Plautus’ hånd. Et af de mest kendte er Miles Gloriosus, som betyder “Den stortalende soldat”. Alene titlen er nok til at give os en fornemmelse af, at her er grunden lagt til Holbergs og Molières satirer og samtidens naragtige personer.
