Hvis man havde levet i romertiden og nu pludselig dukkede op nogle århundreder senere, ville man i den genre, vi kalder commedia dell’arte, som blev udøvet på markedspladser i Europas lande i den sene middelalder, kunne have genkendt elementer fra de romerske komedier, som man havde set i datidens Rom.
Den italienske commedia dell’arte har nemlig rødder tilbage til det gamle Rom, idet vi finder nogle figurer, der optræder i begge typer komedier.
Markedskomik
Commedia dell’arte blev udøvet af omrejsende teatertrupper, som drog fra markedsplads til markedsplads og underholdt den almindelige befolkning med deres pantomimeteater.
Indholdet i teaterstykkerne var såre simpelt, men de udsprang af den samme tankegang, som lå i romernes komedier – det handlede i høj grad om at sætte magtens hykleri på spidsen og for eksempel gøre nar af den rige købmand, adelsmanden, borgmesteren eller andre højtstående personer.
F
ra gammel tid har man kunnet bruge komedien til at sige ting, som ellers ville have været utænkeligt i “de rigtige kredse”. Det svarer til narrens rolle. Narren ved hoffet kunne sige ting til og om kongens og hans magtfulde svende, som andre i hoffet ville være blevet halshugget for.
Det er typisk, at jo mere velhavende og jo mere magtfuld en person er i stykket, jo mere usympatisk fremstilles han. For eksempel finder vi ofte den rige købmand Pantalone, som i vores dages SoMe-tider ville have fået en meget kort karriere i handelsverdenen.
Meget var improviseret
Som nævnt rejser trupperne rundt fra markedsplads til markedsplads og opførte deres stykker. På baggrund af en ret simpel handling blev der også improviseret en hel del i løbet af opførelserne, og der blev tryllet og jongleret – alt sammen meget folkeligt.
Skuespillerne spillede typisk den samme rolle år efter år, men når de så ikke passede til rollen længere, fik de en ny, som de så dækkede de næste mange år.
